Denne gang drejer det sig om en dansk debutplade, som på mange måder blev et vendepunkt i dansk rock. Det er albummet "Supertanker" med Kliché, som i 1980 indvarslede en ny dansk rocklyd med denne udgivelse. Da først den unge selvbevidste kunststuderende i Århus, københavneren Lars Haagensen havde fået lyttet til Bowie's Berlin-trilogi og måske især Brian Eno's første soloplader, var han parat til at lade penslerne skifte ud med Fenderguitar og -forstærker og i bedste punk-etik-ånd: "lært et par akkorder, og derefter dannet et band". Nå ja, og skiftet det upunkede "Haagensen" til...Hug! Så var spørgsmålet, hvordan får man lidt til at lyde af meget? Men med en god sangstemme og passende attitude kan man som bekendt komme langt i musikbranchen. Musikerne, der blev indrulleret i hans band, var absolut ingen ørne på deres instrumenter, men passede perfekt til en ny kompakt lyd, hvor der ikke var brug for solistpræstationer. Nystartede Medley Records med tidligere CBS-boss og -producer Poul Bruun(=Gasolin) havde fået blod på tanden og allerede udgivet dansk punkmusik med københavnske Sods' "Minutes To Go", så new wave havde de nu også fået mod på. De så sig om og fandt den nye musik i Århus. Også punkbandet Lost Kids havde Medley allerede sikret sig i deres stald. (I parantes bemærket udgav også århusianske new wave-band Warm Guns med Lars Muhl debut'en "First Shot Live" på forbilledet Elvis Costellos skandinaviske plademærke Smash Records- jo, Århus havde klaret generationsskiftet på smukkeste vis. En af de ubesungne helte i dansk rockmusik, guitaristen Niels Henriksen (googl selv!) blev sammen med Poul Bruun medproducer på Klichés debutplade. Han medvirker endvidere også på pladen på guitar. Og sangene? Med egen tekster om den moderne verden samt løsrevne Mao-citater sat til original musik lykkedes det dette ganske lille new-wave-band at lyde som førnævnte forbilleder og Kraftwerk ikke at forglemme- bare på dansk! Kolde synthesizere på instrumentalnummeret "Igen Og Igen" er rockmusik til tiden her i 1980. Så er stemningen ligesom slået an. Gentagelsen er i øvrigt et gennemgående princip i både melodier og tekster. Bevidst mekanisk spillet på konventionelle rockinstrumenter samt føromtalte synthesizere og med en falset-jodle-syngende Lars Hug, der lyder, som gjaldt det selve livet!
Med denne plade lykkedes det Kliché -som Sods før dem- at fjerne sig fra den danske mainstream, hvor navne som Sneakers, Shit & Chanel, Sebastian m. fl. havde dominansen. "Supertanker" afsluttes med den smukke sang "Masselinien" med sin gentagne rundgang af både musik og tekst (af Mao) om "folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien"! Det er Kliché, når de er allerbedst. Visuelt tilføjede bandet også den danske musikscene noget nyt. Klædt i ens "uniformer": lyseblå skjorter og almindelige jeans fremstod de anonymt på fotos og i live. Her var scenen endvidere flankeret af indkøbsvogne med kolde, hvide lysstofrør. Sangene fra "Supertanker" fik yderligere en gang ekstra energi live, hvor Kliché virkelig kom ud over scenekanten. Undertegnede så dem to gange på Hansens Værtshus (dér var det navn igen!)- den ene gang udvidet med netop ovennævnte Niels Henriksen på støjguitar og anden gang havde man fået forstærkning på synthesizerne af keyboardspilleren fra århus-progrock-bandet Taurus. Hvem dét var? Steffen Brandt- endda med overskæg! Som koncerten skred frem stod han med et underfundigt smil på læben, gad vist om han havde fået en god idé til at revitalisere hans eget band? Ikke til at sige- blot kunne det konstateres, at næste års nye danske navn hed TV2 (som af nogen forklares med "Taurus, Version 2"!) og debutpladen hed "Fantastiske Toyota"!! PGP
